Fanø3og Lene Kaltwasser Henriksen, formand for Fanø Kulturelt Samråd

Foreningen ”De Utrolige”, som er en del af Kulturelt Samråd Fanø, har som mål at skabe en årlig kulturdag på Fanø, hvor fokus ligger på anerkendelse af øens børn og unge, hvor alle lokale kræfter inviteres til at være med til at samskabe begivenhedens indhold, og hvor det lokale fællesskab fejres og styrkes - jo bredere mangfoldighed og ejerskab, jo bedre.

Foreningen stiftedes foråret 2014, og i år var det anden gang, at ”Mangfoldighedens Dag” blev afholdt. Arrangementets location var i år som sidste år området uden for Fanø Skole.


De deltagende aktører var: ”De Utrolige”, Fanø Kulturelt Samråd, Fanø Skole, Movers and Shakers (danseforening), Ethjulsentusiasterne, Skaterkids, KUK (kontoret for ukontrolleret kreativitet), Krocket- og petanque-klubben, Fannikerdagene, Røde Kors ́ syriske kvindecafé og Fanø Musikforening. Aktiviteter bestod af familieudfordringsløb med poster, hvor man bl.a. skulle skrive et nyt vers på en kendt melodi, quiz-spørgsmål, færdigheder i krocket og i petanque, færdigheder i ethjuls-cykling og indlæring af en kort dans.

Musikindslag
På den åbne scene var der lokale musikindslag, og dagen endte i spontan jamsession, hvor børn, der fandt ud at de også ville synge på scenen, fik plads og blev akkompagneret af de voksne musikere. Den syriske kvindecafé kom med lækre frokostretter og kager til salg i caféen, ligesom der var salg af popcorn og grillpølser, sodavand, juice, kaffe, te og øl. Derudover var der danseopvisning – her var to syriske musikere og en syrisk danser inviteret til arrangementet - og hele teltet dansede kurdisk folkedans. I Nyttehaven, som Fanø Kommune lige har anlagt primært for plejecenterets Alzheimers-patienter, var der historiefortælling med musik. Plejecenteret bragte sine patienter til haven i kørestole.

Dagen var heldigvis rig på solskin, og der var minimal blæst, så Kulturdagen blev besøgt af rigtig mange børn og deres familier. Endnu flere end sidste år. Det estimerede antal var 450 deltagere.

Kulturdagen var en del af Kulturelle Samråd i Danmarks flygtningeprojekt ”Kultur for flygtninge” og via dette støttet af Kulturministeriet.

Se mere på Foreningen De Utrolige Fanø ́s facebookside.KUM logo png

Facebook