Kulturelle samråd i talDe implicitte krav til foreningslivet om at kunne dokumentere dets relevans for at kunne modtage offentlige midler er ikke blevet mindre, siden Kulturelle Samråd i Danmark i 2007 lavede sin seneste undersøgelse om samrådenes lokale forhold. Landsforeningen udsendte derfor igen et spørgeskema til medlemmerne i 2014/2015 for derved dels at se hvilke ændringer, der var sket siden 2007 og dels for at kunne synliggøre, hvilken rolle samrådene her 7 år senere spiller i lokalkulturen i de - ofte større - kommuner, der opstod ved denne lejlighed.

Men også andre ting gør sig gældende, når det drejer sig om betydningen af at kortlægge det kulturelle område, som de kulturelle samråd og deres medlemsforeninger udgør, nemlig:

  • Løbende at synliggøre et kulturområde, der stadigt er lavt prioriteret – både i kulturpolitikken og i støttepolitikken
  • At se, hvilke nye tiltag, der er igangsat rundt omkring i landet og især hvilke ”trends”, der gør sig gældende inden for    kulturlivet som sådan
  • At give samrådene mulighed for at lade sig inspirere af andre samråd i forhold til kulturelle aktiviteter og måder at få politisk indflydelse på
  • At styrke udbredelsen af og adgangen til kunst og kultur og især fremme respekten for de kulturelle udtryksformers mangfoldighed samt bevidstheden om værdien heraf på lokalt og nationalt plan
  • At landsforeningen kan se, hvor der skal sættes ind med hensyn til den viden, der skal formidles via temamøder, konferencer og kurser, og hvor der skal sættes ind, når det drejer sig om at påvirke til oprettelse af nye samråd.

Hvad viser undersøgelsen
Først og fremmest er det glædeligt at konstatere, at 43 % af de 98 kommuner i dag har et kulturelt samråd. Procentdelen af kommuner, der lige efter kommunalreformen havde samråd var 51, men enkelte samråd overlevede ikke i længden sammenlægningerne eller også blev de sparet væk. Derudover har antallet af samråd altid – og således også i de 7 år, der er gået fra forrige undersøgelse – varieret, ofte i takt med at ildsjæle forsvinder, og nye ildsjæle dukker op. Men det er så værd at bemærke, at antallet af de foreninger, som samrådene repræsenterer, er vokset betydeligt. I 2007 var antallet af foreninger pr. samråd gennemsnitligt 55, i dag er det 66. Også antallet af enkeltpersoner forstået som dem, der er medlemmer i medlemsforeningernes, er steget. I 2007 udgjorde det på landsplan 528.000 enkeltpersoner, i dag er antallet vokset til 535.000 enkeltpersoner. Dvs. at 10 % af hele den danske befolkning er foreningsaktive i kulturelle foreninger, og amatører og frivillige inden for kunst- og kulturområdet udgør således en meget væsentlig del af det lokale kulturliv.

Foreningsbåret
Det er også glædeligt at kunne konstatere, at samrådene stort set har holdt fast på den demokratiske foreningsopbygning, hvor en generalforsamling eller et repræsentantskabsmøde er den højeste myndighed bag ledelsen. Og selv om der ikke er spurgt ind til organiseringen i øvrigt, må man formode, at dette princip gælder hele vejen ned til de enkelte medlemsforeninger, som derved stadig udgør den demokratiske læreplads, som mange forskere påpeger, er så vigtig for vores sociale kompetencer og demokratiske dannelse.

Samrådenes medlemmer
Som i 2007 definerer samrådene deres medlemmer meget forskelligt. I 2007 afgrænsede nogle samråd medlemmerne til at være foreninger og institutioner, der beskæftiger sig med kunst og kulturarv. Andre definerede kultur meget bredt og havde både oplysningsforbund, efterskoler og højskoler som medlemmer.
Billedet har ikke ændret sig meget siden 2007, og det kunne naturligvis have været interessant at undersøge, hvilke forhold der gør sig gældende, når man sætter reglerne for, hvem der kan blive medlem af et kulturelt samråd, men det har i høj grad noget at gøre med, hvordan kommunens kultur- og fritidsliv er opdelt, og hvad der i øvrigt findes af lignende samråd. Kernemedlemmerne i samrådene (de medlemmer, der forekommer i næsten alle samråd) udgøres - ligesom i 2007 - af kunstbaserede foreninger (fx amatørkultur, teaterforeninger, filmklubber, musikforeninger, kunstforeninger m.v.) og kulturarvsbaserede foreninger (museumsforeninger, lokalhistoriske foreninger, lokalarkiver m.v.). Dertil kommer kulturhuse og i mange kommuner de kommunale institutioner såsom museer, musikskoler, biblioteker osv. Og når der spørges ind til, hvilke foreninger, der ikke kan blive medlemmer, er svaret oftest foreninger inden for idræt, politik og spejdere.

Vigtigste aktiviteter
Samrådene ser altså også i dag som i 2007 (og før den tid i øvrigt) rollen som talerør for kommunens kulturelle foreningsliv over for politikerne og som samlende organ for området som deres vigtigste aktivitet, og det er det svar, der gives, når samrådene bliver spurgt om hvilken aktivitet, de prioriterer højst.

Holdningen udtrykkes fint i et svar fra et af samrådene, som lyder:

  • At rådgive, inspirere og støtte foreninger, institutioner, grupper af personer eller enkeltpersoner m.v., der har til hovedformål at arrangere eller formidle kultur eller på amatørbasis udøve kulturelle aktiviteter.
  • At etablere samarbejder mellem ansøgere om kulturelle arrangementer, som den enkelte ansøger ikke selv har mulighed for at gennemføre.
  • At virke for, at kulturelle aktiviteter finder sted overalt i kommunen.

Denne holdning smitter naturligvis af på de andre aktiviteter, som samrådene står for. Det er aktiviteter som samler medlemmerne bredt, som synliggør det kulturelle foreningslivs tilstedeværelse og berettigelse i en kommune, og som giver kommunerne en bred vifte af kvalificerede kulturtilbud baseret på borgernes egne initiativer. Det er aktiviteter som Spil (eller Syng eller Dans) Dansk Dag (eller uge), foreningsmesser, foreningsaftener, festivaler, kulturuge, kulturdag og kulturnat, enkeltstående musikarrangementer, musikmåned, lyrik-cafe, kulturhusdrift og debatarrangementer – bl.a. op til kommunalvalg.
Det har desværre ikke ligget i undersøgelsens kommissorium at undersøge, hvor mange aktiviteter der årligt foregår i samrådenes medlemsforeninger og ej heller i samrådenes regi på landsplan, men som det ses, spiller det kulturelle foreningsliv en betydelig rolle for kulturlivet i mange kommuner, og det er vigtigt for de lokale politikere at holde sig det for øje, når man udarbejder kommunens kulturpolitik.

Mange samråd nævner i øvrigt i undersøgelsen, at de har god og regelmæssig kontakt til politikere og forvaltninger i kommunen, og nogle har desuden en eller flere politikere siddende i forretningsudvalg eller bestyrelse. Men om det umiddelbart giver samrådene større indflydelse på den førte kulturpolitik, er svært at uddrage.

Samarbejde
Der har i de senere år været fokuseret meget på samarbejdsaspektet på tværs af lokalsamfundets aktører og på tværs af foreningstyper – bl.a. i forbindelse med lanceringen af folkeskolereformen - og det har derfor været interessant at se, om det er et aspekt, samrådene har været lydhøre overfor. De samarbejdspartnere, samrådene ifølge den seneste undersøgelse har, er integrationsråd, ældreråd, børne- og ungeråd, billedkunstråd, musikråd, folkeskoler, musiske skoler, biblioteker, museer, kulturhuse, idrætsorganisationer, gågadeforeninger, kunstcentre, natur- og miljøorganisationer samt erhvervslivet. De arrangementer, der bliver samarbejdet om, er bl.a. dialogmøder, kulturelle åben-skole arrangementer under folkeskolereformen, prisuddelinger samt kurser. Derudover samarbejde samrådene med andre lokale aktører i eller uden for det kulturelle område bl.a. ved at udpege en repræsentant for samrådet til at sidde i andre råd, nævn osv. Svarene viser altså, at der lokalt er mange samarbejder på kryds og tværs – samarbejder som utvivlsomt styrker kvaliteten i en kommunes kulturelle tilbud samt mængden af dem.

Økonomi
De kulturelle samråd består af frivillige og amatører, der lægge glæde, iderigdom og opfindsomhed i at gøre noget for det lokale kulturelle område, og de skaber kulturelle tilbud uden at få penge for det. Men samrådenes arbejde kan ikke fungere, uden at der er et minimum af midler til stede, og derfor er det glædeligt at se, at antallet af samråd, der modtager faste midler fra kommunen, er steget en smule fra 2007 til nu, og at antallet af samråd, der modtager mellem 20.000 kr. og 200.000 kr. fra kommunen, ligeledes er steget. Derudover er der nu 3 samråd, der modtager over 500.000 kr. årligt fra kommunen, hvor det før var 1 samråd. Antallet af samråd, der modtager frie midler fra kommunen, er dog faldet, og ligeså er antallet af samråd, der får stillet mødelokaler, kaffe, kontorartikler m.v. til rådighed, mens antallet af samråd, der får sekretærhjælp af kommunen, er steget. Sekretærhjælpen kan være en bibliotekar eller en forvaltningsansat som fx en kulturkonsulent, der yder hjælp til samrådet på mange områder og dermed letter nogle af opgaverne for de frivillige. Indtægter fra medlemskontingenter samt sponsorer udgør hverken i 2007 eller nu stor del af samrådenes økonomi.

Midler til uddeling efter armslængdeprincippet
Antallet af samråd, der deler midler ud efter ansøgning, er steget en smule siden 2007. Beløbene ligger i 2014/2015 mellem 90.000 kr. og 780.000 kr. og ved at lade samrådene uddele midler til områder, sker uddelingen ud fra et armslængdeprincip. Både i 2007 og i 2014/2015 bliver midlerne uddelt som et delvist tilskud eller som underskudsgaranti, og alle samråd, der uddeler midler, har retningslinjer for uddelingen.

Landsforeningens udviklingsprojekter med samrådene
Ud fra en erkendelse af, at der utvivlsomt ligger mange udviklingspotentialer gemt i de kulturelle samråd og deres medlemsforeninger, samarbejder landsforeningen løbende med flere samråd om projekter, hvortil der er søgt midler nationalt, på nordisk plan eller i EU. Således har landsforeningen inden for de sidste år igangsat to pilotforsøg, hvor de kulturelle foreninger samarbejder om aktiviteter med den åbne folkeskole. Derudover har samråd sammen med landsforeningen deltaget i et EU-støttet projekt. Et projekt der også indebar, at repræsentanter fra de lokale samråd deltog i partnerskabsmøder rundt om i Europa. På den måde mødte samrådene ligestillede fra andre europæiske lande.
I øjeblikket deltager et samråd i et flygtningeprojekt støttet af Kulturministeriet. Projektet skal introducere flygtningebørn og unge til kulturelle aktiviteter i lokalområdet. Inden længe vil landsforeningen derudover igangsætte pilotforsøg i forbindelse med et projekt, hvor samråd skal være med til at skabe aktiviteter i udkantsområder. Også her vil deltagelse i konferencer i lande, der støder op til Østersøen blive en del af projektet, der er støttet af Nordisk Ministerråds program for NGO projekter i Østersøområdet. Derudover er et nyt folkeskoleprojekt på trapperne. Dette projekt involverer flere kulturelle samråd og deres medlemsforeninger.

Askepotsyndromet
Alle disse projekter, hvor borgere hjælper borgere, og som kun lader sig gennemføre i kraft af samarbejdet mellem engagerede mennesker i kulturelle samråd burde interesserer kulturpolitikerne lokalt og nationalt i langt højere grad, end de gør i øjeblikket. Men selv om området kæmper for at komme ud af sin Askepot position, er det langt fra lykkedes at sætte det på det kulturpolitiske landkort. Området udgøres af de kulturelle frivillige, der i foreninger arrangerer koncerter, filmforevisninger, teaterforestillinger, kunstudstillinger m.m. – alt sammen med professionelle kunstnere som aktører. De frivillige på kulturarvsområdet dvs. folk, der arbejder frivilligt på museer, i lokalarkiver, som amatørarkæologer og nu også på bibliotekerne samt dem, der beskæftiger sig med kunst som egenaktivitet: Amatører, der spiller, synger, laver teater, billedkunst osv. Alle samlet i og repræsenteret ved de kulturelle samråd.

Det gode liv
Men hvilke værdier og mål præger egentlig de kulturelle foreninger? Hvorfor er området vigtigt og værd at støtte? Og hvilke årsager kan vi henvise til, når vi vil argumentere for bedre vilkår og offentlig støtte?
Foreningerne i de kulturelle samråd beskæftiger sig med noget af lyst, noget, de bliver oplivet og oplyst af. De har en unik frihed til at indgå i aktiviteter, der har deres egen betydning, og hvor det er et mål i sig selv at være involveret i en læring med personlig udvikling og frie fællesskaber, og området bidrager til den menneskelige og demokratiske udvikling. Med til et godt samfund hører også en bæredygtigt kultur, hvor borgerne er klar til i forpligtende fællesskaber at tage et medansvar for eget og andres liv og for samfundet som helhed. Men hvis vi skal styrke den kulturelle bæredygtighed, kræver det politisk anerkendelse af kulturelle udtryk, værdier og mangfoldighed - både med hensyn til adgang til kunst og kultur og til økonomisk støtte.

Udbredelse af og adgangen til kunst og kultur
Kulturelle Samråd i Danmark er eksponent for ovennævnte holdning, og vi ønsker at give alle borgere en mulighed for at være en del af dette læringsfællesskab. Landsforeningen arbejder gennem sit daglige virke vedvarende for at støtte udbredelsen af og adgangen til kunst og kultur og især med at fremme respekten for de kulturelle udtryksformers mangfoldighed samt bevidstheden om værdien heraf på lokalt, nationalt og internationalt plan.

Læs hele undersøgelsen her!

Facebook