Kulturelle Samråd i Danmarks Kulturkonference 2015 finder sted den 18. til den 20. september i Skanderborg. På konferencen præsenteres bl.a. Skanderborgs Skanderborg Kulturhusmange kulturelle aktiviteter, som både omfatter professionelle, frivillige og amatører.

 

Af Jesper Simonsen, leder af Center for Kultur og Fritid, Skanderborg Kommune

Kulturen i Skanderborg har mange ansigter. Og der kan som så mange andre steder fra tid til anden være en tendens til at dele kulturlivet op i to dele - at se kulturen som et spørgsmål om to oppositionelle størrelser. Enten er det et spørgsmål om, at det kulturelle liv er båret af græsrødder og frivillige, eller også er kulturen og kulturlivet drevet af kommune og professionelle. Faktisk har jeg aldrig helt forstået denne modstilling, for i virkelighedens verden er der tale om den allerstærkeste sammenhørighed og et på mange måder symbiotisk forhold, der kommer alle til gode.

Byrådet i Skanderborg prioriterer da heldigvis også både det frivillige kulturelle område, amatørkulturen og de mere professionelle dele af kulturlivet: Kulturskole, museum, bibliotek og skole. Det er vigtigt for et dynamisk kulturliv at begge dele er til stede og sikres gode vilkår.
For det drejer sig om kunsten og kulturens udfoldelsesmuligheder, det drejer sig om fremtidens kulturelle frivillige, aktører og nydere, og det drejer sig om oplevelse, leg, læring, dannelse, identitet, livskvalitet og sammenhængskraft.
I det følgende skal det mestendels handle om de dele af kulturlivet i Skanderborg, der bygger på aktive borgeres store og uvurderlige bidrag til den samlede kunstneriske og kulturelle aktivitet.

Historien om de kommunale institutioners store arbejde og historien om de hundredevis af koncerter, teaterforestillinger, danseforløb, kunst- og filmforløb m.v., der hvert år finder sted i institutionerne og i skolerne, og som Skanderborg Kommune er vidt og bredt kendt for, gemmer vi til en anden gang.

Store festivaler og kultur i det daglige
Hvert år sættes Skanderborg på landkortet, når Danmarks Smukkeste Festival og Sølund Musik Festival bringer fokus på musik, fællesskab og oplevelser. Smukfest – Danmarks Smukkeste Festival – får årligt hjælp af op mod 12.000 frivillige fra nær og fjern, mens Sølund Musik Festival har ca. 8.000 frivillige tilknyttet. Uden et sådan frivilligt engagement eksisterede de to store og på hver deres måde helt unikke musikfestivaler slet ikke.
Foruden de to store festivaler afholdes der ved aktive borgeres ihærdige indsats årligt også en større kulturel fest i Galten, velbesøgte havnekoncerter i Ry, et utal af kulturelle arrangementer og fester i de mindre lokalsamfund samt møder og arrangementer om demokrati, fællesskab, historie og folkestyre på Himmelbjerget og på Ejer Bavnehøj.
Det sidste skud på stammen er - foruden en hel uge med "Sløngeldage" i Ole Lund Kirkegaards tegn i maj 2015, hvor kommune og aktive borgere viser prøver på det fælles samarbejde - en større kulturaften i september måned, hvor kulturens mange aktører - kunstforeninger, gallerier, kunstnergrupper, kulturarrangører, kirker og andre kulturinstitutioner - i den samlede kommune finder sammen og viser, hvad kommunen har at byde på. Hvorfor rejse bort til kulturelle oplevelser, når det i det nære er muligt at opleve kvalitetsfyldt kunst og kultur? Lige netop her er det jo i tilgift som ingen andre steder muligt at forbinde sig med den nære kultur og historie og knytte bånd til den virkelighed, vi alle i det daglige går rundt og er en del af.
At fejre dette en enkelt aften er kulturel festligholdelse. I det daglige er hundredevis af frivillige tilknyttet ikke mindst det lokale Museum Skanderborg. På arkiverne arbejder frivillige for sikring af den lokale historie mens man på Museum Skanderborgs øvrige afdelinger finder frivillige, der på forskellig vis og i forskelligt omfang tager del i det professionelle bevarings- og formidlingsarbejde.
I det hele taget er der i Skanderborg Kommune med ophold i det fri, i det kulturhistoriske landskab stor tradition for formidling af vor fælles historie, natur og kulturarv.

Kulturens mange huse
I april 2015 kunne et udvidet Kulturhus i Skanderborg fejre sin 17 års fødselsdag. At det skulle gå sådan og med så stor succes, som tilfældet er, var der ingen garanti for i 1998, hvor der herskede stor uenighed om fornuften ved et sådan byggeri.

Kulturhuset blev dog hurtigt en stor succes, hvis fundament ikke mindst blev skabt af over 200 ildsjæles smittende entusiasme og vedvarende vilje. Denne frivillighed er et særkende for Kulturhuset – og på landsplan angiveligt ret usædvanligt som fast drivkraft for et kulturhus på dette niveau. Kulturhuset, der også rummer udstillingsvirksomhed, er i dag det naturlige samlingssted for større arrangementer inden for kultur-, forenings- og erhvervsliv i hele Skanderborg Kommune. Op mod 300.000 mennesker besøger hvert år huset, hvor der afholdes over 200 arrangementer – mange af dem foranstaltet af arrangementsgrupper, amatørteater og andre kulturelle ildsjæle.

I den anden ende af Skanderborg Kommune, i Galten, finder vi Biohuset - en foreningsdrevet biograf med ca. 70 frivillige. Biohuset danner foruden biograf også ramme om koncerter, foredrag og udstillinger m.v. Som tilfældet med Biohuset drives også i Kulturhuset i Skanderborg og i Ry biografer stort set alene ved frivillig arbejdskraft og ved kærlighed til filmen som medie. Mere end i alt 300 frivillige er med til at sikre biograftilbud i Skanderborg Kommune.

Foruden foreningsdrevne biografer findes der i Skanderborg Kommune også en række mindre kulturhuse. I Galten findes Skovbymosegaard, i Hørning Juelsgaard, i Ry en kulturelt meget aktiv højskole, i Skanderborg kultur- og oplevelsesstedet Vestermølle og i alt findes der 21 forsamlingshuse, hvoraf flere er endog meget veldrevne og en unik ramme for kunstnerisk og kulturel aktivitet.

I en årrække har forsamlingshusbestyrelser, landsbysamvirke, kultursamvirke og kommune med projektet "Liv i forsamlingshusene" arbejdet for udvikling og revitalisering af kommunens forsamlingshuse som kulturelle mødesteder for kunstnerisk og kulturel udfoldelse - noget man sine steder et stykke af vejen reelt ikke har haft behov for - andre steder er det blevet til et lille og et "stille opgør" med den rene udlejningsvirksomhed. Således rummer mange af kommunes landsbyer et forsamlingshus, hvor der tilbydes kulturtilbud, bl.a. foredrag, sangaftener og revyer. Tilsvarende arrangerer menighedsrådene koncerter og kulturelle arrangementer af høj kvalitet i de mange kirker.

Folkeoplysningen og det kulturelle virke
Kan man argumentere for tæt sammenhæng mellem det professionelle kulturelle virke på den ene side og amatører og frivilliges virke på den anden, kan man ligeså vel argumentere for sammenhæng med de dele af det folkeoplysende foreningsliv, der normalt henregnes til voksenundervisningen, idrætten, spejderlivet og ungdomskorpsene?

Hvert femte år afholder FDF med deltagelse af op mod 10.000 deltagere fx landslejr på Sletten ved Ry. Spejdere, ungdomskorps og idrætsklubber byder jævnligt på kulturelle arrangementer og voksenundervisningen står for en lang række foredrag og kulturelle aktiviteter foruden hvilke, kommunen kulturelt set var et fattigere sted at være.

Således er de kulturelle aktiviteter på én gang løsrevne og så alligevel forbundne dele. Kultursamvirke, Kunstråd, Landsbysamvirke og kommune støtter - med viden om og respekt for kunsten og kulturens betydning - på forskellig vis med økonomi, vejledning og rådgivning. Og de støtter fra tid til anden det kulturelle virke i et tættere og mere forpligtende samarbejde i en kommune, der emmer af kulturel aktivitet og virkelyst.

Facebook