Kulturen skiltKulturmødet på Mors blev sat i verden for et år siden. Dengang en spæd begyndelse - født i skyggen af en dominerende bornholmsk storebror. I august 2014 var det anden gang, Kulturmødet blev afholdt, og det står nu på sine egne to ben. Kulturmødet har sin egen identitet og sin egen profil, og det vokser støt og roligt.
I år havde mødet ca. 10.000 besøgende. Det var ca. dobbelt så mange som sidste år, og det tre dage lange møde er også vokset på andre måder.

Udover 40 debatter fordelt på 48 timer byder Kulturmødet nu også på over 200 smagsprøver på kulturoplevelser. Musik med både veletablerede navne og lokale bands, installationer kreeret til lejligheden, børneaktiviteter, udstillinger og events. Som for eksempel "Kunsten flytter ind hos Mona", hvor kendte værker af Freddie og Kvium er pillet ned fra væggene på Kunsten i Aalborg og hængt op på det blomstrede tapet i stuen i Monas lille byhus i Nykøbing.
På kulturmødet forsøger man at samle folk omkring en fælles passion for kultur. Både de udøvende, formidlerne, politikerne og alle dem, der ikke har kultur som arbejde. Ambitionen er, at alle skal være med i en levende meningsudveksling - også dem, der bare er "almindelige kulturbrugere".

Tematisk genbrug
Manøvren lykkes kun delvist. For selv om der er fuldt hus til de fleste store debatter, er tiden knap, og rammerne sat, og til trods for at folk inviteres med i diskussionen, så er det svært at komme i dybden med problematikkerne.
Og når man kigger ned over programmet og efterfølgende lytter til, hvad der bliver sagt under de forskellige debatter både fra scenen og fra salen, så kan man undre sig over, at der ikke er mere nyt under solen. Var det ikke det samme, der var til debat sidste år?: Kulturens økonomi, der er under pres. Børnene, der skal have kulturen ind med modermælken. Samarbejdet med erhvervslivet, der skal stimuleres. Det Kongelige Teaters og Danmarks Radios pligt til at servicere Udkantsdanmark. De livsvarige ydelser og kunstnernes arbejdsvilkår.
En del af forklaringen skal måske findes i det faktum, at det er svært at lave store, gennemgribende ændringer i dansk kulturpolitik. I debatten "Hvad kan politikerne gøre for kulturen?" kunne politikere fra begge sider af folketingssalen - her repræsenteret ved Kulturminister Marianne Jelved (R), tidligere kulturminister Uffe Elbæk (Alternativet) og medlem af Europaparlamentet Morten Messerschmidt (DF) - hurtigt blive enige om, at alt det, man i teorien kunne have lyst til at lave om, er svært at få gennemført i praksis. Så når Clement Kjærsgaard indledte debatten med følgende udfordring: "Der har været en atomkrig, og kulturpolitikken skal bygges op helt fra grunden, hvad gør du?", så var alle tre politikere tydeligvis klar over, at et sådant eksperiment er og bliver hypotetisk. Hvor fristende det end måtte være, fx at tage alle pengene fra de rige og give dem til de fattige, så er det ikke noget, der lader sig gøre i praksis. Strukturer, bevillinger, kontrakter, overenskomster, traditioner - og ind i mellem måske også en portion sund fornuft - gør det svært at lave drastiske ændringer i politikken. "Det er svært at lukke noget og lave noget nyt", havde Uffe Elbæk måttet sande i sin ministertid. Den træghed kan føles svær at arbejde med, men er måske samtidig med til at sikre en vis stabilitet og arbejdsro.

Skolereform i centrum
Når det er sagt, så bærer de centrale debatter alligevel præg af, hvad der rører sig i tiden, og hvad den siddende kulturminister har valgt som sine mærkesager. Landet er midt i en skolereform, og da ministeren sideløbende har lanceret en strategi for børns og unges møde med kulturen, bliver sammenkædningen mellem børn og kultur et naturligt omdrejningspunkt.

Emnet er heller ikke uinteressant i et kulturhus-perspektiv. De fleste af Kulturhusene i Danmarks medlemshuse har aktiviteter for børn, unge og familier og bidrager allerede til, at børn får pirret deres nysgerrighed og får opbygget et naturligt forhold til kulturen. Der finder også allerede samarbejde sted mellem kulturhuse og lokale skoler flere steder, og nogle steder endda i formaliseret form via webbaserede platforme.
Problemet kan ligge i at få dette synliggjort over for politikerne i en tid, hvor organisationer og institutioner står i kø for at byde ind på dette nye "marked". Med nye strategier og mål følger jo som regel også både midler og muligheder.
På samme måde forholder det sig i og for sig med udkantsproblematikken, hvor der diskuteres magtbalance mellem øst og vest og by og land. Men i diskussionen, om hvorvidt nordjyderne får nok ud af millionbevillingerne til Det Kongelige Teater, glemmer man måske de små, borgernære kulturinitiativer, som rent faktisk virker, og som kulturhusene hører til blandt. Velfungerende og vellidte kulturhuse er nemlig ikke kun et københavnerfænomen, men findes i hele landet.

"Skal-lovgivning" til debat
Et andet af de store debatemner er forholdet mellem den statslige lovgivning og kommunernes selvbestemmelsesret. De fleste kan nemlig blive enige om, at såkaldt "skal-lovgivning" har en positiv betydning for, hvor meget støtte og opmærksomhed en given institution får. Derfor er det ikke kun de helt store, tunge institutioner såsom Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Teater og DR, der modtager statsstøtte på adskillige millioner, der er genstand for misundelse. Der er også en udpræget følelse af, at de mindre og kommunalt finansierede institutioner, der har en statslig lovgivning i ryggen, altid er et skridt foran. Når kommunerne er forpligtede til at drive musikskoler og biblioteker, kan det godt være, at disse presses og oplever skrappe nedskæringer - men de forsvinder ikke fra landkortet.
Dertil kommer diverse statslige refusionsordninger - såkaldt gulerodslovgivning - som giver fx. Egnsteatre og regionale spillesteder et forspring i kampen om de kommunale midler.

Skal-lovgivningen er dog ikke synderligt populær blandt politikerne - hverken i Folketinget eller i byrådene. For jo mere der af den, jo flere penge skal der som regel spyttes i kassen fra statens side, og jo mere bundet bliver økonomien også i kommunerne. "Vi vil gerne lade kommunerne selv sætte dagsorden", sagde den socialdemokratiske kulturordfører, Flemming Møller Mortensen. Og her er han helt på linje med den radikale kulturminister, Marianne Jelved, der udtalte, at kommunerne skal bindes op på deres ansvar, snarere end på lovgivning. Der skal altså tales til den kommunale samvittighed, snarere end piskes på de kommunale rygstykker, i det Marianne Jelved kaldte et "bottom up"-samfund.
Kulturhusene har som bekendt alle dage befundet sig på den forkerte side af plankeværket. Sammen med de små museer, lokalarkiver og kunsthaller, billedskolerne, de små teatre og spillesteder og flere andre er de derfor i den situation, at deres eksistens alene afhænger af de lokale kommunale kulturstrategier og byrådspolitikernes velvilje, og derfor er debatten vigtig set med kulturhusbriller.

Mere fokus på kulturen
Selvom det kan være svært at få øje på, hvordan eller hvor meget et årligt kulturmøde på Mors rykker, så betyder det utvivlsomt noget, at der er etableret et forum, hvor kulturen er i centrum. Flere af de politikere, der har dedikeret deres opmærksomhed til kulturen, har gennem tiden efterlyst en mere central plads på den politiske scene til dét, der ellers betragtes som en luksus.
Så tematisk genbrug til trods er der stadig en god pointe i at bakke op om et kulturmøde, som er helt sit eget. Som måske ikke helt har fundet sin form endnu og bevist sin berettigelse, men som trods alt belyser den store værdi, kulturen har, uanset om man er barn eller voksen, udøver eller nyder, øst eller vest, kant eller udkant.
Kulturmødet ser ud til at være kommet for at blive, og hvem ved, hvad det kan blive til, når det engang bliver voksent.

Facebook