IMG 0788Fortæl hvad det betyder for dit liv at være amatørmusiker. Det må vel være en overkommelig opgave. Jeg har over 40 års erfaring at bygge på! Da jeg fik opgaven, kastede jeg mig straks over udarbejdelsen af en mindmap med alt, hvad der faldt mig ind.

Det blev til flere tætpakkede A4-ark, og så var det, at det gik op for mig: Jeg kunne lige så godt have fået til opgave at fortælle om, hvordan det er at være menneske, eller hvad det betyder for mit liv at være opvokset i en forstad til København. Det er jo mit liv, min identitet, mig selv. Det var altså alligevel ikke så enkelt at pille ud og sætte på skrift. Der er naturligvis alle de sjove og fantastiske oplevelser, jeg kan fortælle om.


Musikken der bare hele tiden
Med denne opfordring til at fortælle om mit liv som amatørmusiker, fik jeg dog lyst til at komme mere ned i substansen. Det var en god anledning til at reflektere over, hvad det egentlig betyder også i dagligdagen, at jeg gennem hele mit liv har brugt så meget tid og opmærksomhed på musik.
Jeg har ofte diskuteret værdien af musikken i samfundet. I min pure ungdom måtte jeg jævnligt forsvare og forklare, hvorfor det var relevant og samfundsnyttigt at studere musik på universitetet. Som formand for den lokale musikskoles bestyrelse er det også et oplagt tema at beskæftige sig med. Det har været diskussioner på et generelt plan, hvor jeg har argumenteret for musikkens berettigelse. Jeg har gjort mig klog på, hvor vigtig den kan være for barnets udvikling, for udvikling af identitet og social kompetence, for understøttelse af læring og for at skabe sammenhæng i et samfund. Mine egne erfaringer og oplevelser og selvfølgelig uddannelser har nok været det grundlag, jeg har talt ud fra, men det har trods alt handlet om noget uden for mig selv. Jeg har ikke tidligere systematisk sat ord på og skabt overblik over, hvad musikken har betydet for mig og mit liv.

Den korte version er, at for mig er musikken der bare hele tiden i mit liv. Musik er med mig overalt. Jeg kan hverken forestille eller ønske mig et liv uden et aktivt musikengagement. Det er ikke bare en isoleret del af mig, som jeg kan tage frem og dyrke. Det er et integreret islæt i hele min person. Jeg har på en eller anden måde mine musikoplevelser og -erfaringer med i alt. Måske er det mere præcist at sige, at musik, for at blive i vævemetaforen, er nogle af trådene i min trend; altså de faste tråde, man væver henover. Hver gang der slås en ny islættråd ind gennem trendtrådene, vil den nødvendigvis også væve sig sammen med musiktrendtrådene. Musik er noget, jeg synes, jeg ved noget om. Det er en stor del både af mit indhold og min referenceramme. Det blander sig i alt andet, jeg beskæftiger mig med - også uden for musikkens verden. Det kan være som inspiration til den måde, jeg griber en arbejdsopgave an på, den måde jeg analyserer en situation på eller den timing, jeg bruger i en diskussion, for ikke at nævne noget så banalt som at komme velforberedt og "spilleklar" til tiden til et møde.

Jeg gør det fordi jeg elsker det
Musikken. Jeg elsker den og taler om den. Jeg lytter til den, og jeg lader den påvirke mine følelser. Jeg lader mig rive med af den, og jeg kobler af med den. Og allervigtigst: Jeg spiller den alene og sammen med få eller mange. Jeg bruger den til at udfordre mig selv til at lære noget nyt, overskride min grænse for, hvad jeg troede, jeg kunne, udvikle og forfine min teknik, betoning, artikulation, rytme, klang osv., så jeg skaber netop det udtryk og den lyd, jeg synes er smuk eller rigtig. Jeg bruger den til at give de enkelte toner den tid, den betoning, varme, længde osv. der skal til, for at det bliver interessant at høre på. Jeg nyder, når det lykkes. Jeg trives med at have den passende udfordring, der skal til, for at jeg kan se, at jeg fortsat kan lære og udvikle mig. Jeg elsker at opdage, at jeg kan tackle nervøsiteten og gennemføre en koncert, som kræver noget særligt af mig. Det er dejligt at være med til at give andre mennesker en god musikoplevelse til en koncert, men jeg kan nyde lige så meget at sidde til orkesterprøverne eller stå i min musikstue og spille og suge musikken ind selv. Jeg soler mig gerne i den anerkendelse, der kan komme efter en flot koncert, og jeg lovpriser frem for alt, at jeg som amatør ved, at det bedste, jeg kan, er godt nok. Jeg skal ikke leve op til presset om at være på toppen hele tiden, som den professionelle. Jeg kan i mit eget tempo bygge trin på trin i en livslang udvikling. Jeg behøver ikke lære andet end det, jeg har lyst til og kan med mine forudsætninger. Resten kan jeg enten klare bedst muligt eller lade ligge. Jeg kan for den sags skyld holde en pause med at spille, hvis inspirationen i en periode mangler. De forventninger, der kan stilles til mig udefra er, at jeg nogenlunde matcher den gruppe, jeg spiller sammen med. At jeg gør, hvad jeg kan for at leve op til standarden i orkestret. Men det er frivilligt fra min side. Hvis det er for svært, kan jeg jo bare lade være. Jeg er ikke afhængig af en indtægt og et renommé. Sådan er det at være amatør. Jeg gør det, fordi jeg elsker det.

Og det, jeg elsker allermest, er at skabe musik sammen med andre. At finde jævnbyrdige musikere, hvor det, vi hver især producerer, smelter sammen til en helhed, fordi vi forstår hinanden uden at tale med ord og stort set uden at se på hinanden - blot ved at lytte og spille. Det er stort! Det er en fantastisk følelse, når ens eget bidrag, ens egen præstation lykkes og matcher de andres, og der opstår helstøbt musik – et samlet lytteværdigt produkt. Det er et spændende projekt - ikke mindst i kammermusik eller andre mindre grupper fx i rytmiske bands, hvor der ikke står en dirigent og sikrer balancen, at få den kollektive ledelse til at fungere. I musik gælder det ikke som i konkurrencer om at komme først eller være stærkest. Her er det mere et spørgsmål om at finde den rette rolle i helheden; og den ændrer sig hele tiden, skal det lige siges. Det gælder om at være på stikkerne og være lydhør og være fælles om, at det er musikken og ikke dig, der kommer i første række. Det ene øjeblik skal du holde dig i baggrunden og skabe den platform, andre kan udfolde sig på. Næste øjeblik er det dig, der skal træde frem og levere varen. Men ikke løsrevet. Det er afgørende at lytte til, hvad de andre har leveret og forsøge at matche eller videreudvikle det. Du skal i hurtig vekselvirkning være hhv. leder og underordnet og frem for alt samarbejdsvillig og lydhør. Det er kvaliteter, der vist kan være gavnlige i ethvert samarbejde - også uden for musikverdenen.

Jeg har været på en anden planet
Når jeg bruger ordet elsker om musikken, er det ikke tilfældigt, for der er virkelig tale om store følelser. Det er ikke bare godt, at musikken hænger sammen. Det er ikke blot et spørgsmål om, sådan rationelt forstået, at få sat musikken på plads, så den fungerer. Det skal den også. Musik er i høj grad håndværk, men når det lykkes, har den en evne til at gå direkte ind og røre ved følelserne. Det er f.eks. oplevelsen af at stå i et stort kor og synge Bachs h-mol-messe og mærke, hvordan man får kuldegysninger og hårene på armene rejser sig, fordi man står midt i et hav af velklang. Det er følelsen af at blive suget ind af stemningen i Prokofievs "Romeo og Julie", Bruchs "Kol Nidrei" eller Mendelsohns violinkoncert, mens man måske blot selv spiller en mindre rolle. Det er tilfredsheden ved at spille nogle passager med andre instrumentgrupper og mærke, hvordan det stemmer, og hvordan klangen blander perfekt ind i hinanden. Det er den slags oplevelser, der ikke blot er tilfredsstillende, fordi vi fik bevist, at vi nu kan spille det. Det er en stemning, som sidder i kroppen længe efter og bestemt må være med til at udløse nogle nyttige endorfiner og øge immunforsvaret! Efter en orkesterprøve har jeg ikke blot oplevelsen af, at vi har fået sat nogle vigtige passager på plads og kan spille en sats i et mere passende tempo. Jeg er næsten et andet menneske, fordi jeg har dyrket musik i 3 timer. Jeg har siddet i 3 timers "lydterapi". Jeg har været optaget og koncentreret, revet med, måske i perioder lidt stresset over en svær passage og i andre kedet mig lidt med at tælle takter. Jeg har været på en anden planet eller - som det hedder om alting i øjeblikket - i et andet rum, end den pulserende hverdag udenfor. Det gør noget ved mig. Jeg kan gå træt derhen og gå frisk derfra, selv om det er sent om aftenen.

Det offentlige burde i højere grad prioritere at støtte de nødvendige rammer
Apropos "rum" og i betragtning af, at det ikke kun er mig, der kan berette om den effekt af musikken, har det altid været mig en gåde, hvorfor det er så svært at skabe forståelse for, at musik kræver egnede lokaler. Det meste af mit liv har jeg spillet i gymnastiksale eller lignende med helt utilstrækkeligt lys og med elendig akustik, som i bedste fald ikke ydede musikken retfærdighed og i værste fald var direkte skadelig for hørelsen. Helt fra mine unge år i musikskoleregi har vi kæmpet for at få spillefaciliteter. Senere som musikskolebestyrelsesformand har det opslidende hovedtema gennem de 8 år, jeg sad på posten, været at kæmpe for et musikskolehus. Helt aktuelt må jeg stadig konstatere, at det er svært at skabe forståelse for, at musik kræver lokaler. Det symfoniorkester, Amatørsymfonikerne, jeg nu spiller i, og sidder i bestyrelsen for, spises af med at få lovning på øvelokalet for ½ år ad gangen, og der kan ikke stilles andre tilstrækkeligt store lokaler til rådighed i kommunen. Det er svært at leve med, når vores planlægningshorisont med dirigenter, solister og koncertarrangører rækker flere år ud i fremtiden. Amatørsymfonikerne har gennem årene været rugested for mange af de dygtige, professionelle musikere, vi har på musikscenen i dag, og det fungerer dermed som en del af fødekæden. Alene af den årsag, men også fordi det må være en styrke både indadtil og udadtil i et samfund at have et velfungerende kulturliv, som også omfatter et stort lag af amatører, burde det offentlige i højere grad prioritere at støtte de nødvendige rammer som fx lokaler. Jeg har på orkesterrejser til udlandet oplevet, at man dér er meget imponeret af, at så mange voksne mennesker samles og spiller i velorganiserede orkestre. Ofte har de selv amatørkor, men at spille et instrument er noget, man i mange andre lande holder op med, hvis ikke man vælger at blive professionel musiker. Amatørmusikken er derfor en tradition, vi kan være stolte af her i Danmark, men den er ikke kommet ud af ingenting. Den er et resultat af mange års politiske prioriteringer med fx udviklingen af musikskoleloven og den er afhængig af fortsat vilje og opbakning fra det offentlige. Jeg siger ikke, at det skal være gratis at dyrke musik, eller at vi skal have det hele serveret, men der er opgaver - som fx at skaffe de nødvendige lokaler - som ofte vil være for store at løfte for det enkelte orkester, og hvor det bør være i det offentliges interesse at sikre de nødvendige rammer. Herudover er der stadig masser af udgifter og organisatoriske opgaver, som miljøet selv kan bære, og som i øvrigt også er en væsentlig del af det at være amatørmusiker. For at vende tilbage til, hvad musiklivet har betydet for mig, har det nemlig også lært mig meget om at organisere, planlægge, arrangere større events, samarbejde, lave aftaler, lave PR og meget mere.

Musikken kan til tider være anmassende
Jeg påstår, at musikken er der hele tiden i mit liv. Det er den både på godt og "ondt". Et at ågene ved at musicere så meget er, for mig i hvert fald, at der stort set konstant summer musik i mit hoved. Ofte er det heldigvis dejlig musik, men lige så tit kan det være fuldstændig ligegyldig musik - en melodi, som enerverende bliver ved at kværne rundt i hovedet lige som en flue, der har forvildet sig ind i stuen og prøver at finde ud igen. Sådan en melodi kan fx opstå, fordi jeg hører et interval. Det kan være tonerne i butikkens dørklokke: Ding-dong – en lille terts ned – og så har jeg måske "Vi sejled' op ad åen" hængende i hovedet flere timer efter (suk). Typisk vil melodien, når jeg forlader butikken og fortsætter ned ad gaden, insistere på at kværne videre i takt til mine skridt, og sætter jeg mig ind i bilen eller går ind i et lokale, hvor mine skridt forstummer, vil den måske fortsætte i takt til vinduesviskeren eller vægurets tikken. Til tider anmassende, nu og da måske pænt i baggrunden, mens mere nyttige eller praktiske tanker kommer i front, men den er svær at slippe af med. Heldigvis kunne det også være det smukke tema fra Brahms A-dur Serenade eller Schuberts 5. symfonis langsomme sats, som netop også starter med dette interval. Det gør det lidt bedre, men i virkeligheden handler åget nok mest om, at al musik, toner, intervaller, rytmer, henvender sig til mig og sætter associationer i gang i mit hoved. Lyde, som andre typisk ikke bemærker, når et sted i min hjerne, som tager stilling til dem og reagerer på dem – ofte uden bevidst tankevirksomhed, men bare helt automatisk.

Man udvikler et musiksprog
Nu vi er ved hjernen, har jeg i øvrigt flere eksempler på, at musik kan fungere som et indforstået sprog. De fleste har nok oplevet, hvordan musik kan spille ind på følelsesregistret. Vi ved, når musikken er sørgelig, livlig, humoristisk osv., og vi bliver farvet af stemningen i musikken. Jeg har dog jævnligt oplevet at sidde til en koncert eller opera, som betragtes som "alvorlig musik", og så pludselig komme til at grine – ofte sammen med en håndfuld andre i salen, men samtidig med følelsen af, at nogen omkring mig enten undrer sig eller bliver lidt forargede over den frihed, jeg tager mig. For mig handler det om, at små humoristiske vitser i musikken går direkte ind og udløser min morskab. Det er ikke noget, jeg først skal bearbejde intellektuelt. Jeg tror, det er et produkt af, at jeg ikke blot har lyttet meget til musik, men også selv spillet den. Man udvikler sit sprog – i dette tilfælde musiksproget - og fornemmelsen for de finere nuancer, når man selv praktiserer det. Den nuancerigdom i sprogforståelse, som jeg har inden for musik, er jeg til gengæld helt bevidst om, at jeg ikke behersker, når det gælder fx litteratur eller billedkunst. Selvom jeg både kan læse og se, har jeg slet ikke udviklet det samme sanse- og analyseapparat til disse medier. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil kunne give en oversigt over, hvornår musik er morsom, men når den er det, er jeg ikke i tvivl. Det kan måske være en betoning på et atypisk slag eller en rytme, en akkord eller et interval, som bliver altereret en anelse i forhold til et lignende sted tidligere i musikken. Det kan være noget, jeg betragter som karikeret eller overdrevet. Typisk er det noget, der overrasker mig, men for at blive overrasket, må jeg jo have en eller anden forforståelse for, hvad der ville være ikke-overraskende. Og denne musikalske humor er åbenbart til dels fælles, selv om det typisk ikke er noget, man sætter ord på.

Musik er fællesskab
Det er vel netop også denne fælles forståelse, man bruger, når man i fællesskab får musik til at blive et samlet udtryk, som lige netop rammer noget i ens egen og omgivelsernes følelsesklangbund. Her kan jeg passende vende tilbage til et tidligere tema, nemlig musikken som et fællesskab. Noget, der altid har haft stor betydning for mig, har netop været, at musikken var noget, jeg vidste, jeg havde sammen med mange andre mennesker – faktisk over hele verden og på tværs af generationer. Jeg er ikke i tvivl om, at det har betydet meget for mig, at jeg selv som barn var omgivet af voksne, som i hele deres måde at omfatte musik på signalerede, at musik var noget vigtigt og værdifuldt. Det var ikke "bare leg", som man på et eller andet tidspunkt ville vokse fra. Det var noget – noget, det var værd at bruge tid på, og noget, både børn og voksne fandt interessant og nyttigt at investere i. Vi kunne have forskellig erfaring og være nået forskelligt i præstationsniveau, men vi kunne spille, synge, lytte eller tale sammen om musik og tage hinanden alvorligt og stille krav til os selv og hinanden. Passende krav og forventninger er med til at skabe en tro på, at man er noget værd, og at der er noget andre tror på, man kan klare. På den måde har både min familie, min fantastiske korleder i det kirkebørnekor, jeg sang i, mine orkesterledere og dirigenter og mine instrumentallærere som barn betydet meget for dannelsen af min egen forståelse af mig selv som "én der spiller". Den dag i dag kommer mine forældre stadig til alle mine og for den sags skyld min datters koncerter og er på den måde stadig med til at signalere fællesskabet omkring og værdien af musikken.

En aha-oplevelse
Det at spille har altid været noget, jeg var glad for og lidt stolt af, og ikke sjældent har jeg hørt veninder lidt misundelige gøre mig opmærksom på den specielle del af min identitet og mit liv, som de kan se, at jeg har så meget glæde af og som jeg kan bruge til så vidt forskellige ting som rekreation, inspiration og udvikling alene og sammen med andre. Nu hvor jeg selv er voksen, er det mig en mindst lige så stor glæde at stå på den anden side og opleve kommunikationen med de unge. Det årlige orkesterstævne på Askov Højskole er et rigtigt godt eksempel herpå. Her kommer mellem 200 og 300 musikglade mennesker fra 14-15 års alderen og helt op i 80'erne og spiller og hygger sig sammen. Her kom jeg selv første gang, da jeg var 17 år og spillede som en naturlig ting sammen med alle de gamle. Dengang syntes jeg sikkert det var alle over 29. Nu spiller jeg stadig med de gamle, som for mig nu er dem i 70'erne og 80'erne. Men jeg spiller også med de unge og jævnaldrende. Det betyder ikke det store med alderen, når vi spiller. Det er meget vigtigere med interessen for musikken og så selvfølgelig igen, at vi hver især er på et niveau, hvor vi fungerer godt sammen. At vi ikke føler, at vi skal vente på hinanden eller har svært ved at følge med. Det er en fantastisk gave, at generationer på denne måde kan mødes om noget fælles og samtidig udbygge forståelsen for hinanden og få stof til at nedbryde de myter og forestillinger, man let kan bygge op om andre generationer. Jeg fik for nylig spørgsmålet fra en pige på 18 om, hvor meget jeg spiller og øver mig. På mit svar var hendes reaktion: "Sejt!" Hun er selv en aktiv og dygtig rytmisk keyboardspiller og spiller sikkert selv lige så meget, som jeg, men det kom åbenbart bag på hende og imponerede hende lidt, at jeg i min alder var så aktivt udøvende og seriøs med min musik. Det gav selvfølgelig også mig en aha-oplevelse og en slags feedback om, at det er noget, man kan respekteres og anerkendes for. Hun sagde f.eks. ikke: "Nå, skulle du ikke tage at bruge tiden til noget mere fornuftigt?"

Trendtråde i livet
På hjemmefronten har jeg oplevet det som en fantastisk ekstra dimension i forholdet til min nu 17-årige datter, at vi har musikken sammen. På trods af forskellige niveauer og aldre har musikken altid været noget, vi havde i fællesskab. Her var vi ikke primært mor og datter, men interessefæller. – Og sikke mange oplevelser, det har ført med sig: Både hjemme i stuerne, når vi fx hører noget musik sammen og kommenterer, hvad vi hører, når hun som nybegynder fik hjælp til at øve sig, eller når vi lidt senere kunne kaste os ud i at spille duetter.

Vi har begge gennem årene deltaget i hinandens orkesterrejser og fået masser af både dejlige og lærerige oplevelser i Danmark og rundt om i verden. Ligeledes har vi haft besøg af orkestre fra andre lande eller dele af Danmark og indkvarteret dets medlemmer. Med musikken som anledning har jeg som ung fx oplevet den gamle østblok og set, hvordan musiklivet blomstrede i Ungarn og Tjekkoslovakiet, mens det var langt mere gråt og stramt i Østtyskland. Jeg har gennem musikken oplevet små, indremissionske norske samfund. De senere år har vi gennem musikken lært om korsridderne på Malta og om forholdene i de baltiske stater kort efter deres selvstændighed. Det er oplevelser, hvor vi er kommet tæt på de mennesker, der bor og dyrker musik i disse lande og typisk er blevet indført i deres kultur, deres levevilkår og deres historie gennem at spille, synge og feste med dem. Jeg kan med sikkerhed sige, at det historiekendskab, jeg har fået herigennem sidder væsentlig bedre fast end det, jeg blev præsenteret for i skolen. Det er også gennem musikken, jeg har haft nogle af de største oplevelser, som fx da min mand og jeg sammen med et publikum på op mod 1000 overværede en koncert med vores datter og hendes ungdomsorkester i Operahuset i Sydney. Det var et af de helt store øjeblikke både i hendes og mit musikliv.
På den måde er musik de faste ledetråde eller trendtråde i vores liv – tråde, som bliver til netværk, som konstant fører noget nyt med sig.

Dem er der masser af, og de har selvfølgelig stor betydning for min oplevelse af, at musikken hele vejen gennem mit liv har været berigende, udviklende, dannende og sandelig også underholdende for mig som menneske. Det er oplevelser, som står som ikoner, som jeg hiver frem og mindes sammen med dem, der var med eller fortæller som anekdoter til andre. Oplevelser i form af rejser eller arrangementer, som har gjort særligt indtryk måske på grund af de solister eller dirigenter, der deltog. Det er også minder om alt det musikalske og sociale sjov, vi har lavet gennem tiden uden for den offentlige scene, som f.eks. da jeg og tre veninder – kaldet "Kastrup Syklub" - opførte Nattens Dronnings arie med mig som sanger akkompagneret af mine veninder på hhv. fløjte, klarinet og basklarinet. Eller da selv samme ensemble markerede Händels fødselsdag ved at spille hans Watermusic iført badetøj og svømmefødder. Ikke blot produktet, men også idefasen og planlægningen af den slags gags har været både sjove og lærerige.

Facebook