Det er ikke en hemmelighed, at det er svært at få især voksne nydanskere til at deltage i det kulturelle foreningsliv. Årsagen til den manglende deltagelse kan være, at den enkelte forening ikke har de fornødne ressourcer til at rekruttere og fastholde medlemmer med anden etnisk baggrund, men den manglende deltagelse kan også skyldes, at foreningerne opfattes som "lukkede", hvilket gør, at indvandrerne ikke rigtigt føler sig velkomne med den kultur, de repræsenterer, og som kan være meget anderledes, end den kultur, de gammeldanske foreninger står for. Endelig kan årsagen være, at indvandrere slet ikke har kendskab til de muligheder, der gemmer sig i det kulturelle foreningsliv.

Det er heller ikke på landets kulturelle institutioner, man ser store grupper af nydanskere, det være sig på maleriudstillinger, i teatret, til koncerter, på bibliotekerne osv. selv om fx museerne proaktivt forsøger at skabe relationer med kulturelt marginaliserede ikke-brugere. ved at nedbryde de barrierer, der forhindrer visse brugergrupper i aktivt at benytte museerne, det være sig enten økonomiske forhindringer eller det basale faktum, at museerne kan virke utilgængelige.
At deltage i kulturelle aktiviteter er for det meste noget, man opdrages til som barn, men altså også noget, voksne kan gøre til deres, hvis man fra kulturens side gør en indsats.

Norsk kulturpolitik
"Adgang til kultur og mulighed for at udtrykke sig kreativt er vigtigt i et demokratisk samfund og lægger grundlag for ytringsfrihed og ligeværd. Deltagelse i kulturlivet har positive virkninger både for den enkelte og for samfundet. Kunst og kultur giver oplevelser og mening i hverdagen, og skaber grundlag for udvikling og læring. Ud over arbejdslivet og skolen er kulturlivet blandt de arenaer, som bidrager mest til udvikling af kreative færdigheder og kompetencer".


Citatet stammer fra den norske regerings policy-papir "Kultur, inkludering og deltakning" som blev udsendt i december 2011, og hvor det norske kulturministerium tildeler de offentligt finansierede, norske kulturinstitutioner og de frivillige kunst- og kulturorganisationer en hovedrolle i arbejdet med at afspejle mangfoldigheden og lade nye borgere komme til orde i det norske kunst- og kulturliv ud fra den betragtning, at netop disse to grupper af aktører besidder et stort potentiale, der kan "tilbyde mødesteder og fællesskabsarenaer, som kan bidrage til inklusion".
Det norske policy-papir nævner også, at konsekvenserne af at stå udenfor - som et resultat af, at kulturtilbud og kulturelle aktiviteter er blevet en mere central del af samfundet, og at flere deltager - kan opleves endnu stærkere end tidligere. For mennesker, der er i fare for at falde udenfor på grund af arbejdsløshed, sygdom eller andet, som fx fremmegjorthed, kan deltagelse i kulturlivet bidrage til, at man ikke oplever sig totalt ekskluderet og være med til at give mening i hverdagen, bedre selvværd og større livskvalitet. Kunsten og kulturen skal derfor være åben og inkluderende, mener den norske regering.

I den norske policy-erklæring understreges det også, at regeringen har som mål at udjævne økonomisk og social ulighed og arbejde for et inkluderende samfund, hvor alle kan deltage, og - ikke mindst - hvor et stærkt og dynamisk kulturliv, som manifesterer sig i et mangfoldig kulturudtryk, er en central del af et inkluderende samfund.
Den norske policyerklæring er udarbejdet ud fra følgende fakta:
Kulturforbruget er øget de sidste tiår. Brugen af de fleste kulturtilbud stiger med indkomst og uddannelsesniveau. Dette gælder også for deltagelse i frivillige aktiviteter.Mennesker med indvandrerbaggrund fra Asien, Afrika, Latinamerika og Europa uden for EU deltager mindre både i kulturlivet og i det organiserede frivillige foreningsliv end andre. Børn med indvandrerbaggrund deltager mindre i organiserede aktiviteter end andre børn.

Kulturpolitikken mangler
Det er fakta, der også er gældende i Danmark. (Se AKF-undersøgelsen 2004). Her har man imidlertid ikke gjort meget for at ændre dem. Der findes ikke i Danmark fra regeringens side en erklæret kulturpolitik, når det drejer sig om inklusion af indvandrergrupper i kulturaktiviteter, og staten har ikke afsat nogen penge af betydning til aktiviteter i institutionerne og slet ikke i det kulturelle foreningsliv – i hvert fald ikke, når det drejer sig om unge og voksne nydanskere. Kun på børneområdet har man beskæftiget sig med integration i det såkaldte "Børnekulturens Netværk", hvor man direkte fra statslig side sætter projekter i gang - måske fordi det på denne måde er lettere at styre frem for at dele midler ud til andre aktører.

Reach Out
I Kulturministeriets program "Reach Out", der arbejder for brugerinddragelse og innovation i kulturens verden, er der afsat midler til at skabe ny udvikling i kulturlivets brugergrupper, tiltrække publikum og skabe innovation. Programmet er siden 2009 blevet varetaget af CKO Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi for Kulturministeriet. "Reach Out" har støttet 17 projekter fordelt over hele landet, men kun hvor nogle få af projekterne har som mål at inddrage nydanskere, Alle involverede er desuden statslige eller kommunale institutioner eller kommunale forvaltninger, hvorimod der ikke er ét eksempel på inddragelse af foreningslivet på trods af, at der over hele landet findes et utal af kulturelle foreninger, der byder på egenaktiviteter og hvoraf mange gerne vil arbejde med inklusion af nydanskere.

Forening eller frivillig
Der er i øjeblikket i kølvandet på EU's frivillighedsår, som var i 2012, øget fokus på frivillighed frem for foreningsliv. Frivillighed er imidlertid ikke kun et spørgsmål om et andet begreb for det samme, men antyder en ændring af det fokus, som det offentlige har på borgernes måde at organisere sig på i deres fritid – sandsynligvis inspireret af andre lande i EU. Foreningslivet har siden 1849 været rygraden i det danske civilsamfund og demokrati, og i Bevægelser i demokrati har professor Jørgen Goul Andersen undersøgt effekten af foreningsarbejdet – både hvad angår bestyrelsesarbejdet og den aktive deltagelse på det politiske og demokratiske felt. Han har påvist, at "foreningsdeltagelse ikke har særlig stor betydning for den enkeltes politiske interesse og oplevede påvirkningsmuligheder". Men han påpeger at:
Det engagement, den kompetence, og de netværk, som foreningslivet skaber,
( ...) givetvis også (har) en samfundsmæssig demokratisk betydning, som ikke kan måles gennem interviewundersøgelser.
Foreningerne bør derfor i flg. Jørgen Goul Andersen stadig være "en del af de rammer, hvorunder det levende demokrati foregår, og hvor befolkningen tilegner sig forståelse for og evne til at deltage i det politiske liv og det sted, hvor der sker en "opbygningen af netværk og tillid borgerne imellem". Det er en anbefaling, der må gælde både foreningskulturen og den netværkskultur, der er groet frem i de senere år. Men i foreninger og netværk må der i så fald ske en revurdering. Der skabes ikke demokratisk forståelse i et område, der defineres af vaner, traditioner og en rigid fællesskabsforståelse eller sagt med Robert D. Putnam bør man skelne mellem foreninger, der er lukkede og indadvendte, og som producerer afgrænsende social kapital, og foreninger, der er åbne og udadvendte, og som producerer brobyggende social kapital. De sidste kan være med til at skabe gensidig tillid og forståelse mellem mennesker, som er forskellige og skabe tillid og normer, der fremmer samarbejdet mellem personer, der kommer fra forskellige kulturer. Dermed vil disse foreninger fremstå mere inkluderende. Der er nok brug for begge typer foreninger, men pointen med denne skelnen er, at det gavner samfundet som helhed, at borgere indgår i brobyggende netværk, selvom det for individerne kan virke mere nyttigt at indgå i afgrænsende og
Foreninger og (netværk) kan på denne måde være læringsarenaer for en større indsigt i de politiske prioriteringer og strategier, hvor man udvikler demokratisk kompetence bl.a. ved - gennem arbejder med "det nære" - at "lære at se de større sammenhænge", og hvor man i arbejdet får et indgående kendskab til sin egne resurser. I den frivillige kunst og kultur sker det med kunsten og kulturen som katalysator.
Foreningerne spiller altså en betydningsfuld rolle, når det handler om demokratisk dannelse og sikring af sammenhængskraft i samfundet og samtidig kan man konstatere, at adgangen til kultur og mulighed for at udtrykke sig kreativt t i et demokratisk samfund lægger grundlag for ytringsfrihed og ligeværd. Derfor vil det være en god investering at give midler til integrationsprojekter til det kulturelle foreningsliv. Eller som den norske policy-erklæring siger:
– støtte op under initiativer som bidrager til at fremme kontakt, samarbejde og erfaringsudveksling mellem de traditionelle kunst- og kulturorganisationer og forskellige typer etniske og flerkulturelle organisationer
– udvikle et pilotprojekt i samarbejde med den frivillige sektor, hvis målsætning er at finde frem til egne tiltag for at øge antallet af personer med etnisk minoritetsbaggrund i bestyrelser og ledende stillinger i frivillige kunst- og kulturorganisationer
Institutionernes projekter
Der er i eksemplerne her i kompendiet nævnt aktiviteter både inden for de kulturelle foreninger (Foreningen For Kulturelle Projekter, Erindringens træ, Hvem er ildsjælen?, MusicLife , Musik på tværs, ROUTEless, Sammen og forskellig, Virkelighedens romae, We need you!, og aktiviteter med frivillige direkte tilknyttet projektets initiativtager (Ghetto NO Ghetto, Kulturens kalejdoskop, Kvindestemmer og WI-CaN).
Ikke et spørgsmål om udjævning forskelle eller kulturmodsætninger
I stedet ser man (heldigvis), at der dukker lokale nydanske foreninger op rundt omkring, der bl.a. også indeholder kunstneriske aktiviteter, som nydanskerne "har med hjemmefra". Men selv om det er vigtigt at kunne mødes om det, man kender, er det vigtigt, at man ikke som nydansker isolerer sig i egne foreninger, men tillige indgår i andre foreningssammenhænge, hvor man kan berige hinanden ved at lære om hinandens kulturer. For der er ingen tvivl om, at deltagelse i kulturaktiviteter, der opfordrer til deltagelse og medskaben, er særligt velegnede til at give nye erfaringer og en bedre tilknytning til fællesskabet og til samfundet. Ved at deltage aktivt i det kulturelle foreningsliv - i selvforvaltende, frie og fællesskabsudviklende foreningssammenhænge, styrker man både mangfoldigheden og sammenhængskraften.
For det er ikke et spørgsmål om at udjævne forskelle eller kulturmodsætninger. Tværtimod vil mere inklusion skabe større kunstnerisk mangfoldighed. En kultursektor, som spejler samtiden og mangfoldigheden og bruger alle de ressourcer, som er tilgængelige, danner grundlag for et rigere kunst- og kulturliv. At være i stand til at leve med forskellene og give plads til den meningsbrydende debat er et kendetegn på et samfund, der accepterer den mangfoldighed og inklusion, som altid bør være en del af menneskerettighederne og de demokratiske principper.

Facebook